Ny kommunikationsstrategi

Den socialøkonomiske virksomhed HKI har fået ny operationel kommunikationsstrategi, som understøtter forretningsstrategien og styrker kommunikationen på de sociale medier.

Hans Knudsen Instituttet (HKI) hjælper og støtter mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, med at skabe et aktivt og meningsfyldt liv gennem arbejde og uddannelse.

Hurtig strategiproces
På baggrund af få redaktionsmøder og indsigt i HKI’s 2020-plan ”Job og uddannelse for alle” lavede Grønbech et udkast til en ny kommunikationsstrategi. Herefter blev strategien præsenteret på et seminar for ledergruppen, som fik mulighed for at komme med input.

Der gik kun tre uger fra vores første møde med HKI, til kommunikationsstrategien var færdig og godkendt.

”Strategiprocessen gik rigtig hurtigt. Normalt er det ikke muligt at lave en kommunikationsstrategi i sådan et tempo, men det var muligt, fordi vi var godt forberedt, og fordi Grønbech var meget dygtige og hurtige til at forstå vores virksomhed, vision, mission og værdier, så vi hurtigt kunne eksekvere,” siger Hans-Christian Jacobsen, adm. direktør i HKI.

En oplagt samarbejdspartner
HKI stiftede første gang bekendtskab med Grønbech, da vi holdt et kursus i Dansk Erhverv om at bruge de gode historier i PR og på sociale medier som effektiv markedsføring.

”Vi er meget begejstrede for den tilgang, som Grønbech har til faget. Måden at arbejde med de gode historier rammer lige ned i vores forretning, hvor vi arbejder med mennesker, der har det svært, men som får det bedre ved at være i et forløb hos os. Vi var derfor ikke i tvivl om, at Grønbech var den oplagte samarbejdspartner,” siger Hans-Christian Jacobsen og fortsætter:

”Grønbech har en meget stor strategisk forståelse, bringer alle kommunikationsplatforme i spil og rådgiver om, hvordan de spiller sammen. Vi sætter stor pris på, at de er dygtige, samvittighedsfulde, ambitiøse på egne og vores vegne og også er gode til projektledelse.”

En kommunikationsstrategi der kan bruges
Det er afgørende for HKI, at kommunikationsstrategien er operationel – især i forhold til brugen af de sociale medier, hvor flere medarbejdere er involveret i indholdet og publicering.
Som et led i strategiarbejdet for den fremtidige kommunikation lavede Grønbech også et oplæg til delstrategier for sociale medier og hands-on vejledninger i, hvordan HKI skal være til stede og agere på Facebook, LinkedIn, YouTube og Instagram.

”Vi er netop på vej ind i den aktive brug af de sociale medier. Vi er overbeviste om, at vi nu har fået en solid, relevant og virksom strategi, som er ved at blive foldet rigtigt ud,” siger Hans-Christian Jacobsen.